Ærteblomst er en klatrende plante, som kan blive op til 2 meter høj. Den har været populær i mange år, hvilket har betydet, at mange har fremavlet forskellige sorter med variation i farve, højde, stængellængde osv. I dag er ærteblomster med lidt længere stængler populære, da de egner sig særligt godt som snitblomster.
Det mest fantastiske ved en ærteblomst er, at jo mere man høster, desto mere blomstrer den. Det er faktisk i en sådan grad, at man er nødt til at høste blomsterne, ellers danner planten ærter, og du får ikke lige så mange blomster. Skal du rejse væk i sommerferien, anbefaler vi, at du beder naboen om at komme forbi en gang om ugen og høste sig en buket ærteblomster. Det er godt for både naboskabet og din plante.
Ærteblomster trives i velgødet jord og vil også gerne have ret meget jord. Egentlig vil de have meget af det hele: sol, vand, jord og næring. Så yder planten sit allerbedste, og du vil med garanti kunne have en frisk buket vidunderligt duftende ærteblomster stående på køkkenbordet hver weekend.
Ærteblomster kan sås direkte udendørs, når jorden er til at arbejde med, det vil sige, når frosten er væk fra jorden. Det går også rigtig fint at begynde at forkultivere ærteblomster indendørs i februar-marts, hvis man ønsker tidligere blomstring. Mange kalder uge 12 for den klassiske “ærteblomstuge”, dvs. det er dér, mange begynder at forkultivere deres ærteblomster indendørs.
Et tip til at undgå ranglede planter er at stille planten køligt. Står den for varmt, vil den skyde i vejret, men samtidig få meget tynde og ranglede stængler. Når ærteblomsten er kommet cirka 5-10 cm op af jorden, er et tip at stille den udendørs. Ærteblomster er robuste og tåler nogle få minusgrader, så længe de står nogenlunde i læ for vinden.
Da ærteblomster findes i flere former, farver og dufte, bør du læse sortsbeskrivelsen grundigt, så du får netop de egenskaber, du selv leder efter.
Ærteblomster kan ikke tørres.
Begynd at høste ærteblomster, så snart de første blomster er kommet, for det bedste resultat.
Husk hele tiden at give dine ærteblomster rigeligt med vand og næring.
Ærteblomstfrø, som du ikke bruger, kan gemmes i fryseren, så længe du vil. Frøene bliver ikke dårligere, så længe de ligger i din fryser.