dansk körvel upplagd på beige papperspåse ovanpå brunt bord bredvid brunt snöre

Dyrk havekørvel


Havekørvel

Havekørvel har et dekorativt bladværk i lysegrønne toner. Med sin milde, friske smag er havekørvel meget anvendelig i madlavningen. Kaldes også blot kørvel.

Slippe for hikken med havekørvel?

Til forskel fra den store flerårige spanske kørvel er havekørvel en etårig urt, som bliver ca. 20-40 cm høj. De små hvide blomster værdsættes af bier, sommerfugle og andre pollinatorer. Bladene har en mild og frisk duft og smag med et let anstrøg af både lakrids og myrra. Et ældre navn for havekørvel var derfor "myrrhis". Havekørvel kommer oprindeligt fra Kaukasus, men har spredt sig over Europa og Asien. Bladene blev traditionelt spist som en styrkende kur om foråret - en slags kickstart efter en lang vinter. Endnu i dag lever skikken videre i Østeuropa med at spise en intenst grøn kørvelsuppe skærtorsdag. Havekørvel har også været anset for at hjælpe mod eksem, ødem og reumatisme, fremme fordøjelsen samt have en styrkende virkning på lever og nyrer. Desuden blev det påstået, at planten kunne kurere hikke - måske værd at prøve?

Så havekørvel i flere omgange

Havekørvel kan sås på friland eller i krukker på terrasse eller balkon. Vælg et halvskygget sted med veldrænet jord, så vil planterne trives. Dyrk gerne sammen med andre urter, der tåler skygge godt, eksempelvis mynte, citronmelisse, koriander og ramsløg. Så havekørvel direkte på voksestedet tidligt, fra jorden er tjenlig. Da dette er en hurtigtvoksende afgrøde, som let går i blomst, sår vi frø i flere omgange frem til juli måned. Så er der friske blade hele sæsonen. Ved bredsåning strøs frøene tyndt ud over jordoverfladen. Ved rækkesåning laves render i jorden med ca. 30 cm afstand. Dæk med et tyndt lag jord, vand og hold fugtigt. Når planterne har fået nogle blade, er det tid til at høste ved udtynding til en afstand på 10-15 cm. Vand regelmæssigt for at undgå, at planterne går i blomst før tid. Krukkedyrket havekørvel kan have brug for gødningsvand et par gange i løbet af sæsonen. Planter på friland klarer sig godt alligevel.

Dyrk indendørs året rundt

Havekørvel trives fint på vindueskarmen året rundt. Vælg et vindue, der ikke er alt for solrigt eller varmt, men giv ekstra belysning i de mørkeste måneder for at kunne fortsætte med at høste.

Giver sommersalaten et løft

Høst havekørvel ved at plukke enkelte blade løbende i vækstperioden. Begynd med de yderste blade. Når planten er blevet mindst 10 cm, går det også fint at klippe den ned ved basis. Så tager planten fart igen og danner nye skud. Er det bladene, man vil høste, klippes blomsterstandene væk. Vil man høste de velsmagende frø samt hjælpe bier og sommerfugle på vej, lader man nogle planter gå i blomst. Den subtile lakridssmag giver et løft til sommersalater og friske urteblandinger. Oven i købet får man C-vitamin, calcium, jern og magnesium. De spiselige hvide blomster er smukke som dekoration. Havekørvel kan tabe lidt af sin egen særprægede smag ved varmebehandling. Alligevel tilføjer den en fylde i smagsbilledet. Prøv at lade den koge med i saucer, supper og sammenkogte retter og/eller bland nogle blade i lige før servering. Havekørvel smager bedre frisk end tørret. Vil man gemme høst til vinteren, er det bedre at fryse den ned ved at lægge hakket kørvel og lidt vand i en isterningebakke. Et andet finsmagertip til at bevare havekørvel er at lægge et par kviste i en god eddike. Vil man teste havekørvels gode ry som lægeurt, kan man nyde en velsmagende og styrkende te ved at lægge en kvist i en kop varmt vand. Afkølet te kan bruges som ansigtsvand. Forfatter: Johanna Damm Faktatjekket af Erik Hoekstra Senest opdateret 2022-10-14