Pastinak
En rodfrugt med rødder i stenalderen
Vildpastinakken kommer fra Europa og Rusland. Man tror, at den blev samlet allerede i stenalderen. I dag er den forædlede pastinak en meget værdsat køkkenurt over hele verden.
Pastinakken var endnu mere en basisføde i Europa, inden kartoflen kom hertil. Man mente, at det var en styrkende plante, der gav kraft til syge og kraftesløse. Om foråret kunne der være knaphed på mad. Da var det ekstra taknemmeligt at tage pastinakkens overvintrede, men stadig faste rødder op.
For den, der nogle gange ønsker sig nogle dyrkningszoner sydpå, kan det være opmuntrende, at den romerske kejser Tiberius importerede sin elskede pastinak fra Rhindalen. Rødderne blev bedre af kulde, mente han. Og det passer - smagen bliver mærkbart sødere efter en ordentlig frost.
Tidlig såning med friske frø
Pastinakken har lang udviklingstid. Læg frøene i jorden tidligt om foråret, så snart jorden er til at arbejde i. De kuldetolerante frø kan også sås sent på efteråret. Så spirer de tidligt foråret efter.
Pastinakkens frø mister hurtigt spireevnen. Så sørg for, at frøene er friske.
Det kan tage 3-4 uger, inden de små planter kommer op. Derfor kan vi godt lide dyrkningstricket med at blande enkelte radisefrø i såningen af pastinak. Radiserne kommer hurtigt frem og markerer, hvor rækkerne går. Radiserne er hurtigt klar til høst og giver plads til, at pastinakken kan udvikle sig.
Den ideelle jord til pastinak er rig på humus. I stenet jord er der risiko for, at rødderne deler sig, når de støder på en sten. Vand i sårækkerne og strø frøene ud. En god afstand kan være ca. 10 cm mellem planterne og 30-40 cm mellem rækkerne. Småplanter, der eventuelt skal tyndes ud, bliver en fin tidlig lille høst.
Husk at vande i spiringsperioden.
Pastinakker er nemme at passe
Når pastinakkerne først er kommet op, er de yderst nemme at passe. De plejer at klare sig godt fri af skadedyr. Skulle gulerodsfluen angribe, er fiberdug en god beskyttelse. Ellers er det bare at vande og give lidt næring. Læg gerne græsafklip eller andet organisk materiale mellem planterne. Det holder fugten i jorden, kvæler ukrudtet og tilfører ekstra næring, efterhånden som det nedbrydes.
Pastinak kan samdyrkes med for eksempel løg, radiser og majs. Derimod kan den ikke lide kartofler.
Det er primært sidst på sommeren og om efteråret, at rødderne vokser sig til. Men med deres frodige bladværk er pastinakkerne en pryd i køkkenhaven, så det er let at have tålmodighed med at tage dem op. Især når man ved, at smagen forbedres af et par omgange frost.
Høst og lav mad med pastinak
Pastinakkerne kan vinterlagres på et køligt sted, gerne i kasser med sand.
En del af høsten kan også blive i bedet vinteren over. Hvis pastinakkerne dækkes med et ordentligt lag halm, kan man høste dem ret langt ind i vinteren. Når de derefter uhjælpeligt frostbindes, er det bare at vente til foråret. Da er rødderne blevet ekstra søde, fordi meget stivelse er blevet omdannet til sukker. Pluk forårets pastinakker tidligt, for de bliver trævlede, når de begynder at vokse igen.
Pastinakker er rige på vitaminer, mineraler og antioxidanter. Den søde og milde smag gør dem lige så gode ovnristede som i supper, gratiner og kraftige sammenkogte retter. Bland lidt kogt pastinak i kartoffelmosen for variation. Eller skær den tynd med kniv eller mandolin og tør den til rodfrugtchips. Pastinak er også superfin som råkost, for eksempel finrevet med vinaigrette eller blendet i foodprocessor til konsistens som ris. I østeuropæisk madlavning bruges pastinakkens frø som krydderi.
Forfatter: Johanna Damm
Faktatjekket af Erik Hoekstra
Senest opdateret 2022-10-14
