Akeleje (Aquilegia) er en staude med nikkende blomster og lange sporer, som blomstrer i juni og juli. Den vil have halvskygge og jord, som holder på fugten, og står den rigtigt, passer den næsten sig selv. Det svære ligger i frøet, som har brug for en kuldeperiode, inden det spirer.
Sådan sår du akeleje
Akelejefrø har en spirehvile, som brydes af kulde og fugt. Frø af arten Aquilegia canadensis har brug for omkring 60 dage koldt og fugtigt, og det samme princip gælder haveakelejerne. Giv frøet kulden i stedet for at gå uden om den.
Koldsåning i januar til marts: Strø frøene tyndt i fugtig såjord, og dæk med højst 2-3 mm jord. Stil såningen udendørs i skygge, gerne mod en nordvendt væg. Spiringen kommer, når jordtemperaturen stiger over 5 grader, oftest i april eller maj. Hele metoden gennemgår vi i artiklen om koldsåning.
Efterårssåning i august til september: Så direkte på voksestedet eller i kasser, som får lov at stå ude. Frøet ligger i jorden hele vinteren og spirer tidligt om foråret, præcis som akelejen selv gør.
Køleskabet som nødløsning: Missede du koldsåningen, blander du frøene med let fugtigt sand i en pose og lægger dem i køleskabet 30 til 60 dage ved 2 til 5 grader. Så derefter i potte indendørs ved 15 til 18 grader.
Akelejen blomstrer sjældent det samme år, som du sår. Regn med blomstring det andet år, nogle gange først det tredje. Frø, som tåler den behandling, ligger samlet i kategorien frø til vintersåning.
Derfor mislykkes forårssåning indendørs
Rådet om at så i vindueskarmen i marts fungerer dårligt netop for akeleje. Uden kulde forinden spirer frøet ujævnt og langsomt, nogle gange først efter flere måneder, og af en hel pose kommer der en håndfuld planter op. Konklusionen plejer at blive, at frøet var for gammelt. Oftest var det ikke det. Det havde bare ikke fået nogen vinter.
Placering, jord og afstand
Akeleje hører hjemme i halvskygge, i kanten af en buskplantning eller under løvtræer, hvor den får formiddagssol og skygge midt på dagen. Jorden skal holde på fugten, men være drænet. Våd, kompakt jord er den eneste placering, akelejen ikke klarer. Der rådner rodhalsen. Bland kompost i før plantning, og sæt planterne med 30 til 40 cm mellemrum. Akelejen danner en dyb pælerod og vil blive stående, hvor du satte den, så flyt den, mens den er lille. Fuldvoksne planter bliver 20 til 90 cm høje afhængigt af arten.
Arter at vælge mellem
De fleste frøposer indeholder krydsninger mellem flere arter. Kender du arterne, forstår du bedre, hvad du får.
| Art | Højde | Blomsterfarve | Kendetegn |
|---|---|---|---|
| Aquilegia vulgaris | 50-80 cm | Blåviolet, også lyserød og hvid | Den akeleje, som er forvildet i næsten hele Sverige. Korte, krogede sporer. Blomstrer juni til juli og sår sig selv villigt. |
| Aquilegia caerulea | 30-60 cm | Violetblå med hvidt | Blomster 5 til 7 cm brede med lange, lige sporer. Tydeligt tofarvet og vil have jævnt fugtig jord. |
| Aquilegia chrysantha | 60-90 cm | Gul | Blomsterne sidder opret i stedet for at nikke, med lange bagudrettede sporer. Den art, som tåler mest sol. |
| Aquilegia canadensis | 30-90 cm | Rød med gult | Smalle, hængende klokker. Modstandsdygtig over for minerflue og god i halvskygge. |
| Aquilegia flabellata | 20-45 cm | Lyst blålilla med cremehvide spidser | Lav og kompakt med krogede sporer. Passer i bedkant og krukke. Kommer fra Japan og Østasien. |
Sådan holder du en sort ren
Akeleje krydser sig frit, både mellem sorter og mellem arter. Blomsterne bestøves af humlebier og andre langtungede bier, og en humlebi bevæger sig let flere hundrede meter. Har du to sorter i den samme have, bliver det frø, du samler, en blanding, og de planter, som kommer op, ligner sjældent forælderen. En hvid sort giver blålilla afkom. Det er den almindeligste skuffelse med akeleje, og den kan styres:
Dyrk en enkelt sort: Nemmest, hvis du går op i farven. Afstand rækker sjældent, fordi humlebierne flyver længere, end grunden er stor.
Klip frøstandene af på de øvrige: Fjerner du frøstandene på alle undtagen favoritten, spreder der sig ingen blandede planter i bedet. Det frø, du samler, kan alligevel være krydset, fordi pollenet allerede er flyttet.
Pose over knopperne: Vil du have frø, som går i arv, sætter du en pose af finmasket net over nogle knopper, inden de åbner sig, og bestøver i hånden med en pensel. Posen bliver siddende, til kronbladene er faldet.
Stiklinger til navnesorter: En navngiven sort kan ikke formeres med frø. Tag i stedet basale stiklinger i begyndelsen af sommeren, så bliver planten identisk med moderplanten.
Den frie krydsning er prisen for, at akelejen er en af bedets tidligste blomster for humlebier. Flere af den slags finder du blandt frø til bestøvere.
Kortlivet staude, som lever videre på frøet
En enkelt akelejeplante bliver sjældent gammel. Regn med tre til fire år, nogle gange kun to, inden den sygner hen. Det er normalt og ingen dyrkningsfejl. Bestanden lever alligevel videre, fordi selvsåningen fylder op nedefra. Det samme mønster kender du fra lupin.
Det påvirker, hvordan du passer bestanden. Lad nogle frøstande modne færdigt hver sommer, så hullerne fyldes, og så en ny omgang frø hvert andet år, hvis du vil styre, hvor planterne havner. Småplanter, som havner forkert, flytter du det forår, hvor de har to til tre løvblade, mens pæleroden er kort. Flere langlivede valg til bedet gennemgår vi i artiklen om stauder.
Pasning under og efter blomstringen
Vanding: Hold jorden jævnt fugtig i juni og juli. Tørrer planten under blomstringen, falder knopperne, og bladene gulner i utide.
Næring: En omgang kompost om foråret rækker. Meget kvælstof giver bløde blade, som bliver mere modtagelige for sygdomme.
Nedklipning: Når blomstringen er ovre sidst i juli, klipper du hele planten, blomsterstængler og blade, ned til cirka 5 cm over jorden og vander ordentligt. Inden for tre til fire uger kommer der et nyt, sundt bladværk, som holder til frosten.
Frøstande: Vil du samle frø, lader du kapslerne sidde, til de bliver brune og springer op i toppen. Frøene er sorte og blanke. Høst over en skål, for de springer let væk.
Akelejebladhveps og meldug
Akelejebladhveps (Pristiphora rufipes) er det almindeligste angreb. Larverne er lysegrønne, op til 1 cm lange og har gulbrunt hoved. De ligger på bladets underside og æder fra kanten og indad, og et kraftigt angreb tager hele bladværket på nogle få dage. Hvepsen er aktiv fra maj til september i to generationer. Vend bladene en gang om ugen fra midten af maj, og saml larverne af i hånden. Planten overlever normalt selv en total afløvning.
Meldug lægger sig som en gråhvid belægning på bladene i tørre sensomre og er mest en skønhedsfejl. Alvorligere er falsk meldug (Peronospora aquilegiicola), som giver kantede gule eller lillafarvede pletter med hvidlilla belægning på bladets underside, oftest forår og efterår. Angrebne planter graves op og smides ud, ikke i komposten. Sæt ingen ny akeleje på det samme sted det nærmeste år, hold afstand mellem planterne, og hold igen med kvælstoffet.
Giftig i alle dele
Alle dele af akelejen regnes som svagt giftige, og frøene er den del, som peges ud i litteraturen. Bekræftede forgiftninger er sjældne, men planten skal ikke spises, og den hører ikke hjemme i børnenes dyrkningskasse. Saften kan irritere huden, så tag handsker på, når du klipper planten ned. Giftigheden har en fordel: rådyr og kaniner æder nødigt akeleje, til forskel fra mange andre planter i bedet. Flere sorter at så finder du blandt blomsterfrø.
Forfatter: Emma Vogiatzi
Faktatjekket af Erik Hoekstra
Senest opdateret 2026-09-01