At plukke armene fulde af blomster er en drøm, og fuldt muligt at opfylde, hvis du vælger at dyrke enårige sommerblomster i din have. De enårige sommerblomster kaldes annueller og har den egenskab, at de i løbet af en sæson går fra frø til færdig blomst og derefter visner ned og dør. Næste sæson sår man nye frø, hvis man vil have de samme blomster igen. Nogle gange er man så heldig, at de nedfaldne frø begynder at spire spontant, og en ny blomst vokser op. Den rare egenskab har for eksempel valmue oftest!
Mange af de enårige sommerblomster har også en anden rar egenskab, nemlig at jo flere blomster man plukker, desto flere blomster bliver der. Når man høster af en blomst, stimulerer man væksten på planten, som må forsøge at sætte frø for at sikre sin formering. Denne type blomst kaldes ofte på engelsk cut-and-come-again. Et eksempel på det er ærteblomst, som holder op med at blomstre, så snart den får mulighed for at danne en ærtebælg fra sin visne blomsterstand. Ærteblomsten er et godt eksempel på, at jo flere blomster du plukker, desto flere blomster får du.
Har du kun en lille plads at dyrke dine blomster på, så sats på de blomster, der stimuleres af at blive høstet - som sommerfloks, løvemund, zinnia og stolt kavaler. På den måde får du maksimalt med smukke blomster hele sæsonen og kan nyde dem i ubegrænset mængde!
Forfatter: Hanna WendelboFaktatjekket af Erik HoekstraSenest opdateret 2023-12-30